Styres du af dine følelser, eller af dit hoved?

 Hjælp til vægttabStyres du af dine følelser, eller af dit hoved? (lydfilen ligger nederst i indlægget)

Jeg så et program i fjernsynet i forgårs som handlede om følelser. Her så man en kvindelig lærer, som følte hun havde et problem, fordi hun ofte blev meget berørt og sommetider grådkvalt i forbindelse med det hun oplevede med børnene og omkring børnene. En psykiater fortalte, at gråden kan vi lige så lidt bestemme over, som vi kan bestemme over at hjertet slår, eller lungerne har brug for ilt. Den er en del af det autonome nervesystem, som vi ikke kan kontrollere.

Stop med at græde!

Måske har du ligesom jeg, ofte fået at vide, at du skulle lade være med at græde.

Jeg er meget følsom, og bliver let berørt.  Da jeg fik at vide at græde var forkert, blev resultatet, at jeg opfattede min følsomhed som helt forkert. Måske var det derfor jeg lærte, at overhøre mit hjerte og blive oppe i mit hoved det meste af tiden.

Det vil sige, jeg tvang mig selv til at blive en tænketype. Et menneske hvor alt blev styret ud fra hvad der skete i hovedet og hvor kroppens behov var sekundære og ubetydelige.

Tænketypen:

Tænketypen har svært ved mærke, hvad hendes (eller hans) og hermed kroppens behov er, hvad hun kan lide og hvad hun føler. Hun bliver rådvild, når hun bliver udspurgt om hvad der gør hende glad.

Hvis du er en tænketype, er vejen til varigt vægttab, at du lærer også at føle (mærke din krop og være tilsted i nuet) sådan du kan få genskabt forbindelsen mellem hoved og krop.

Dans og motion er gode redskaber, til at hjælpe tænketypen med at mærke kroppen. Det kræver dog at du stopper op og giver dig tid til at mærke efter. Også selvom det de første mange gange føles helt forkert og du har mest lyst til at flygte.

Massage er en anden god måde, at få sat en krop på det hoved, du går rundt med. Mens jeg var gravid med min yngste datter gik jeg til fysioterapi 2-3 gange om ugen. Jeg tror denne behandling og massage jeg fik der, var i høj grad med til, at jeg fik succes med mit vægttab på 30 kilo. Massagen hjalp mig til at mærke min krop og dens behov igen.

 

Føletypen:

Modpolen til tænketypen er føletypen, som sjældent overvejer konsekvenserne af sine handling, men bare gør det, fordi lige nu føles det rigtigt. Det at tænke over evt. konsekvenser på lang sigt er ikke noget føletypen gør meget i. Føletypen mærker efter hvad hun (han) har lyst til og gør det. Resultatet af handlingen kender hun måske, men det påvirker på ingen måde hendes valg. Det ligger langt ude i fremtiden. Selvdisciplin er et fyord, et ord der signalerer valg, der er kedelige og ufrie.

For at få succes med en livsstilsændring må føletypen begynde at lægge vægt på en vis form for selvdisciplin. Selvdisciplin er ikke nødvendigvis kedeligt og ufrit, friheden og det spændende ligger måske bare et andet sted, end du umiddelbart tror. Selvdisciplin er at vælge den løsning, der giver den største fordel på lang sigt. Det vil sige at der virker ufrit, kan på sigt give langt større frihed.  Det betyder, at en vis planlægning er en nødvendighed, hvis du vil have succes med din livsstilsændring. Du skal forudse risikosituationer, have planer for alternative reaktionsmuligheder, Du skal have skabt dig et sikkert miljø og et støttende netværk. Den meste fastfood i danske børnefamilier bliver spist, fordi forældrene undlader at lægge en plan for aftensmaden ugen igennem. Det betyder når familien kommer trætte hjem fra en arbejdsdag, og aftensmaden ikke er planlagt, så bliver fastfood ofte den eneste løsning.

Lev i nuet og drøm om fremtiden:

Det er godt at leve i nuet og være opmærksom på de beskeder og signaler du oplever hver dag, men drømme for fremtiden er med til at forme vores nu. Alle betydningsfulde ændringer bliver skabt to gange. En gang i hovedet og en gang i virkeligheden.  Fra det øjeblik du begynder at drømme om en anden fremtid, så begynder tingene at ændre sig.

På den anden side kan man også planlægge alt det sjove ud af livet. Sommetider er det godt at blive overrasket, at opleve at du ikke kan styre alt hvad der sker.

Det er når du tør lade tingene ske, i tillid til at du nok skal klare det, at du får værdi i dine egne øjne.

Hør indlægget lagt på lydfil her: Styres du af dine følelser, eller af dit hoved?

 

 

Udgivet i livsstilsændringer, Motivation, Selvindsigt, Selvværd.