Skal, skal ikke! Når begge muligheder har stor værdi. (lydfilen ligger nederst i indlægget)
Du ønsker at tabe dig og alligevel gør du ikke rigtigt noget ved det.
Vi vænner os til ubehag.
Vi mennesker er sådan indrettet at vi kan acceptere en del ubehag i vores liv, bare vi er vant til det. Der er måske store gener forbundet med vores livsstil, men fordi de gener er rimeligt konstante har vi vænnet os til dem. Ofte er vi så tilvænnede at vi overhovedet ikke bemærker dem mere. Det at blive klar over og få sat navn de gener vores livsstil påfører os, kan være med til, at vi finder modet til at gøre noget andet.
Der er altid et udbytte.
Men den livsstil som påfører os de gener, den tilfører os også noget der har værdi for os ellers gjorde vi det ikke. Vi mennesker har altid en forventning om et udbytte af det vi gør. Når vi har glemt hvad det er vi får ud af vores handlinger og de er bare blevet en refleks, så styrer de vores valg uden at vi ved hvorfor.
Derfor kan det synes så forvirrende, at vi bliver ved med at gøre det der forhindrer os i at nå vores mål.
Er prisen for høj?
Vi kan også have en ide om at prisen for at nå vores mål er alt for høj. Vi har lært at livsstilsændringer består af forbud og afsavn. En stor del af det vi holder af, bliver forbudt hvis vi vil nå vores mål. Så længe at ulemperne får lov at fylde, vil de være bestemmende for vores valg.
Hvad får jeg ud af det?
Hvis samtidig vi ikke rigtig er bevidste om hvad fordelene er, så kan vi ikke bruge dem til at motivere os. Måske ved vi bare at vi ønsker at tabe os, men hvad vi reelt får ud af at nå det mål, det har vi ikke rigtigt gjort os klart.
Hvad vejer tungest?
Derfor gælder det om at blive klar over hvilke fordele og ulemper der er i spil, og så sætte dem overfor hinanden og se hvad der vejer tungest.
Du kan hjælpe dig selv på vej ved at stille dig selv nedenstående fire spørgsmål. Tænke grundig over dem og skrive det ned du kommer frem til. Når din ambivalens bliver klar, vil du have et meget bedre grundlag at tage dine beslutninger ud fra.
Hvis f.eks. dit drømme mål er at tabe dig, så spørg dig selv:
Hvad koster det dig at blive hvor du er? F.eks.: Du er overvægtig. Du frygter eller er allerede ramt af livsstilssygdomme. Du kan ikke lege med dine børn. Du spiser i smug. Du klæder dig i usmart tøj for at skjule dine deller. Der er steder du slet ikke kommer mere.
Hvad er dit udbytte af at blive hvor du er? F.eks.: Du kan gøre som du plejer. Slik smager godt. Det gør dig glad. Det hjælper dig når du er ked af det, stresset, vred. Ingen forventer at du anstrenger dig.
Hvad koster det dig at ændre din livsstil? F.eks.: Du må opgive at spise slik, chips, drikke sodavand, du skal bruge tid på at lave sund mad, du skal bevæge dig mere.
Hvad får du ud af at gøre det? F.eks.: Du kan købe tøj i alle forretninger. Du bliver mere glad for dig selv. Føler dig bedre tilpas. Du kan se dine børn få børn og lege med dem. Du bliver stolt af dig selv. Du er fri for at gemme dig og spise i smug.
Når du har lavet denne afvejning, så kan du evt. også bede en anden om hjælp til at vurdere om de ulemper du ser ved din nye livsstil er reelle eller det noget du tror og forventer.
En af mine gaver til dig i denne måned er en pdf-fil som du kan bruge til kaste lys over din ambivalens. Skriv til mig på ingrid@paamandag.dk hvis du ønsker at modtage denne gave.
Ønsker du at høre dette blogindlæg på lydfil, så klik her: Skal, skal ikke?