Taler du negativt til og om dig selv?

positivtEr du typen der ofte eller konstant skælder ud på dig selv, og kalder dig selv grimme øgenavne (din store ko, klumpedumpe, fjols, idiot osv.)? 

Når vi er tilbøjelige til at tale sådan til os selv, så resulterer det som regel i, at vi har svært ved at nå de mål vi sætter os. Vi får problemer med at holde fast i de beslutninger vi tager. De fleste af os kender nytårsforsættet. Forandringen som vi højtideligt lovede os selv og som vi gennemfører i måske en dag, måske 2 uger, men så heller ikke længere.

Når det drejer sig om at opdrage børn eller f.eks. træne hunde, så er vi ikke et øjeblik i tvivl om, at ros og opmuntring virker langt bedre end øgenavne, skældud og råben. Og alligevel er det ofte pisken vi bruger overfor os selv, når vi vil nå en vaneændring.

Et vigtigt skridt til at nå vores mål og holde fast i vores beslutninger er, at luge ud i den negative og meget lidt konstruktive stemme, der kværner i vores hoved. Mens vi luger ud, så skal vi huske at nye frø. Alle med bare en smule haveerfaring ved at bar jord altid tiltrækker nyt ukrudt. Men hvis vi laver et godt bunddække, så får ukrudtet ikke lov at komme op i lyset.

Det vil sige få gang i de positive opmuntrende støttende tanker omkring dig selv. Bliv ved med at gentage dem.

Skriv dem ned og læs dem for dig selv hver dag. Alle tanker såvel positive som negative bliver til sandhed når de gentages ofte nok.

 

 

 

Udgivet i livsstilsændringer, Motivation, Slankekur, Vægttab.