Jeg oplever tit og ofte, at temaet fra vores barndom, er også det vi viderefører i den måde vi behandler os selv som voksne. Og det til trods for, at vi ikke syntes om det, da det var andre der gjorde det.
Jeg havde en far der arbejdede meget, og ikke havde så meget tid til mig som jeg kunne ønske. Derfor kendte han mig måske heller ikke så godt.
I mange år brød jeg mig ikke om at være alene med mig selv. Jeg vidste dårligt hvad jeg kunne lide og hvad der gjorde mig glad.
Jeg har mødt kvinder, der fortæller om hvordan deres far afstraffede dem, når de ikke opførte sig i overens-stemmelse med hans ønsker. De samme kvinder skælder konstant ud på sig selv og kalder sig selv grimme ting, efter at de er blevet voksne.
Mennesker fortæller mig, hvordan de aldrig fik nogen opbakning eller blev vist tillid fra deres forældre. Og nu som voksne svigter de igen og igen de aftaler, de laver med sig selv. De har absolut ingen tiltro til, at de kan nå noget som helst på egen hånd.
Det er vel egentlig ikke så underligt, at det mønster man er vokset op med, er også det mønster man bringer videre, fordi det er man vant til, og hvor ubehageligt det end er, er det dog velkendt og gennem prøvet.
Men der er en mulighed for gennem øget opmærksomhed, at bryde arven, og begynde at behandle sig selv anderledes.
Hvis du går tilbage og ser på din barndoms tema og får øje på, hvordan du bevidstløst viderefører det, så kan du ved hjælp af tålmodig træning indlære en anden måde at behandle dig selv på. Når du lærer at give dig selv det, du ønskede at andre ville give dig, så er du godt på vej til en væsentlig livsstilsændring som fører til vægttab.