Jeg ønsker vægttab, men mangler viljestyrke! (lydfilen ligger nederst i indlægget).
Hvordan kan jeg opnå vægttab, når jeg ingen viljestyrke har?
Det er en sætning jeg hører ofte specielt fra mennesker, der ønsker vægttab, men ikke kan få succes.
Jeg har også selv troet, at det var mit største problem og den vigtigste grund til, at jeg hele tiden skulle kæmpe med vægten. Jeg forstod ikke, hvordan jeg på så mange andre områder kunne være aldeles stålfast og så med det samme det drejede sig om mad, var jeg slatten som kogt spagetti.
Det handler om noget helt andet.
Et eller andet sted i årene efter jeg havde mit store vægttab, begyndte der dog at danne sig en forståelse for, hvad det var der var hemmeligheden bag det begreb viljestyrke, som mange overvægtige selv synes de mangler. Jeg fandt ud af, at det vi tolker som manglende viljestyrke, handler om noget helt andet.
Noget er vigtigere end vægttab.
For det første: Du mangler ikke viljestyrke, du bruger den bare i forbindelse med noget andet.
Du oplever at du står overfor kagen, som ligger der og frister. Du forsøger at mønstre alt din viljestyrke, for at sige nej til den. Men igen må erkende at du tabte slaget og spiste den.
I stedet for at begynde at tæske dig selv verbalt, så undersøg hvad du fik ud af at spise kagen. Måske gav den dig det skud energi du manglede. Måske blev den hule fornemmelse du følte indeni, fyldt ud. Måske gav den dig den ro du stod og manglede. Måske gav den dig en fornemmelse af tilhørsforhold til de andre som du spiste kagen sammen med. Kagen opfyldte et behov, som lige her og nu føltes vigtigere end det at være slank.Fortsæt med at læse