At udvise tillid er en essentiel egenskab, som vil hjælpe os til at gå fra at overleve, til at leve fuldt ud.

Mennesker som ikke har tillid, vil ofte føle sig snydt af andre og af livet. De har ikke en naturlig tro på at de nok skal opnå og få det, de har brug for, at verden er et godt sted og de fleste mennesker vil dem det godt.

Det at forsøge at manipulere andre, kan være en måde at sikre sig det, man ikke har tillid til at man får, men som man føler man har ret til.

Men den manglende tillid vender også indad. For den giver sig ofte udslag i at man heller ikke tror på sig selv og sine evner.

Når vi viser andre mennesker tillid udvikler de sig ofte markant. På samme måde vil vi, når vi tror på os selv, heller ikke være bange for at prøve nyt og vokse.

Det man kalder Hawthorne effekten viser, at mennesker ofte udvikler sig i retning af de forventninger, vi har til dem.

Det vil sige, at når vi viser andre mennesker tillid, så vil de ofte gøre alt hvad de kan, for at leve op til den viste tillid.

Men det samme gælder også for os selv. Så det at have tillid til os selv og vores evne til at nå vores mål, vil betyde at vi ændrer os i retning vores mål og vores forventning.Fortsæt med at læse→

Jeg oplever tit og ofte, at temaet fra vores barndom, er også det vi viderefører i den måde vi behandler os selv som voksne. Og det til trods for, at vi ikke syntes om det, da det var andre der gjorde det.

Jeg havde en far der arbejdede meget, og ikke havde så meget tid til mig som jeg kunne ønske. Derfor kendte han mig måske heller ikke så godt.

I mange år brød jeg mig ikke om at være alene med mig selv. Jeg vidste dårligt hvad jeg kunne lide og hvad der gjorde mig glad.

Jeg har mødt kvinder, der fortæller om hvordan deres far afstraffede dem, når de ikke opførte sig i overens-stemmelse med hans ønsker. De samme kvinder skælder konstant ud på sig selv og kalder sig selv grimme ting, efter at de er blevet voksne.

Mennesker fortæller mig, hvordan de aldrig fik nogen opbakning eller blev vist tillid fra deres forældre. Og nu som voksne svigter de igen og igen de aftaler, de laver med sig selv. De har absolut ingen tiltro til, at de kan nå noget som helst på egen hånd.Fortsæt med at læse→

Den anden dag var jeg ved at rydde op på mit badeværelse. Jeg har en masse små kurve med alle mulige hårprodukter, cremer, øjengeleer, deodoranter, og andre remedier der lover at jeg aldrig får udseendemæssige problemer mere.

Jeg kom til at tænke på, om jeg er den eneste der har et sådan lager? Jeg har forhørt mig lidt omkring og det viser sig at det er jeg ikke.

Hvad er det fabrikanterne af disse produkter kan, som får os til at købe og købe igen og igen?

Når jeg har købt produktet, så sker der et af to. Enten så dropper jeg produktet efter få forsøg, fordi det aldeles ikke holder det som det lover. Eller også køber jeg et nyt produkt, som lover at gøre endnu mere for mig end det forrige, før det gamle er brugt op.

Resultatet er en sand overflod af produkter, som ikke er blevet rørt i flere måneder, men som repræsenterer en stor sum penge.

Branchen der laver plejeprodukter, kan noget i særdeleshed noget med at spille på vores forsøg på at være, noget vi ikke er.Fortsæt med at læse→

En tidligere chef skrev engang til mig i forbindelse med, at jeg på grund af en trafikulykke, valgte at påbegynde en ny uddannelse: Når forandringens vinde blæser, vælger nogle at bygge læhegn og andre bygger vindmøller.

Jeg synes det er en fantastisk talemåde, som siger noget om, at det er vores valg, hvordan vi vil forholde os, når noget forandrer sig i vores verden.

Vi kan kaste håndklædet i ringen, sige jeg vil ikke være med, og sætte os tilbage og begræde at verden er et utrygt og usikkert sted der hele tiden forandrer sig. Og hermed ende med, at skræmme en masse mennesker væk, med vores offerrolle.

Vi kan endda forsøge at bekæmpe forandringerne og modarbejde dem med alle kræfter.  At bruge en masse energi på at bekæmpe noget, som ikke kan udgås eller stoppes, er som Don Quijotes kamp mod vindmøllerne. Som Don Quijote forsøger vi at tilpasse verden, til den virkelighed vi ønsker, og ender op som en lidt bedrøvelig skikkelse.Fortsæt med at læse→

Hjernens elsker når du sætter dig mål og når dem.

Hjernens belønningscenter giver dig et skud dopamin som tak.  Når der bliver udløst dopamin, vil det opleves som en fornemmelse af tilfredshed.

Hvis du vil opleve, at du når de mål du sætter dig, og får belønningen, så er det bl.a. vigtigt at du bruger tid på at finde det mål, der betyder noget for dig.

Betyder det virkeligt noget for dig at tabe dig, stoppe med at ryge, drikke mindre eller komme i gang med motion?

Eller er det noget du bare tænker på, fordi det er politisk korrekt? Er det lægen, der synes du skal? Er det familien, der konstant taler om, at du burde gøre noget ved det?

Eller er det noget du holder dig beskæftiget med, så du ikke behøver at forholde dig til et andet og større problem.Fortsæt med at læse→

For et par uger siden skulle jeg holde et oplæg i forbindelse med lyserød lørdag i Bruuns Galleri. Jeg var meget nervøs, fordi det var en helt ny situation.

Fra jeg vågnede lørdag morgen og som tiden gik, kunne jeg mærke at nervøsiteten steg. På et tidspunkt opdagede jeg, at tanken om at ryge en cigaret, bare for at dulme nerverne, poppede op i mit hoved. Sådan havde jeg jo i 30 år håndteret f.eks. nervøsitet.Fortsæt med at læse→

I forbindelse med at du vælger hvilke ændringer, du ønsker at foretage i din tilværelse er det vigtigt at du
gør dig klart, hvad der er dine værdier i livet. Find det der betyder mest for dig, det du bare ikke kan leve uden,
det du vil ofre andet for. Måske er det noget indenfor familie, helbred, venner, karriere, fritid, uddannelse, udvikling. Prioriter værdierne, således at det vigtigste står øverst på listen. Jo vigtigere en værdi er, jo nemmere er det at finde motivationen til at fortage ændringer indenfor det område. Måske er der nogen værdier, som du tænker, er lige vigtige, så spørg dig selv: Hvis jeg kun kunne vælge en af dem, hvilken var så den vigtigste?Fortsæt med at læse→

Der var en rede fuld af lærkeunger midt i en kornmark. Lærkemoderen regnede med at marken snart blev høstet. Hun pålagde derfor sine unger, at hver gang hun fløj ud finde føde, skulle de være opmærksom på alt hvad de hørte og fortælle hende det når hun kom hjem.
En dag, mens hun var borte, kom bonden for at se, hvordan kornet stod. »Det er på høje tid,« sagde han, »at hente mine naboer og få mit korn høstet.«
Da lærken kom hjem, fortalte ungerne deres moder, hvad de havde hørt, og bad hende straks at føre dem sikkert sted. »Der er tid nok,« sagde hun;
Næste dag kom bonden tilbage, og da han opdagede at kornet endnu ikke var blevet høstet, sagde han: » Jeg må hurtigst muligt tilkalde mine slægtninge.Fortsæt med at læse→