Er du verdens værste ægtefælle til dig selv?

Hvad ville du tænke hvis du havde en veninde, hvis mand talte rigtig grimt til hende, brugte alle sprogets værste gloser. Altid omtalte hende som idioten, den store fede ko, slapsvansen med rygrad som en regnorm.

Han havde ingen tiltro at hun kunne klare noget som helst. Hver gang hun havde et ønske om at forandre noget, sagde han til hende, at hun lige så godt kunne lade være at prøve, hun ville jo bare blive en fiasko, som alle de andre gange.

Han mente at hun skulle sørge for alle andres behov, og ikke være så opmærksom på sine egne. Han fortalte hende, at det ville være meget egoistisk, hvis hun investerede tid og penge i sig selv, og så  ville det i øvrigt  alligevel ikke kunne betale sig, hun lignede jo altid noget katten havde slæbt ind for natten.

Hver dag tog han kage med hjem til hende, selvom han vidste at hun prøvede at tabe sig og leve sundt. Han vidste at hun græd hver gang, hun skulle finde noget pænt tøj til en fest, og alligevel blev han ved at tilbyde hende chips posen om aftenen foran tv’et. Han vidste at hun hadede sig selv hver gang hun faldt i, og spiste noget af alt det dårlige mad, han tilbød hende.Fortsæt med at læse→

Hvorfor holder vi os ofte tilbage når det gælder  investering i en livsstilsændring?

Jeg oplever gang på gang at mennesker jeg møder, stejler hvis jeg siger de skal investere i sig selv. Og det er sådan set ligegyldigt om investeringen handler om tid, penge eller omsorg.

Sjovt nok er det ofte de samme mennesker der bruger masser af tid og penge på at vedligeholde en utrolig utilfredshed, enten i form af en konstant misfornøjelse med sig selv, en vedvarende dårlig samvittighed eller totalt mangel på energi og glæde. De overlever livet, mere end de egentlig lever det.

Det er noget der ligger dybt i os. Mange af os er opdraget med, at det at bruge tid på sig selv er egoistisk og ikke noget en god forælder, barn, medarbejder gør. Nogle oplever også at deres ægtefælle stritter imod.

Men sandheden er at jo mere vi giver os selv, jo mere har vi at give af.

Vi synes måske at giver os selv noget ved at spise slik, kage, chips, ryge eller drikke alkohol. Men sandheden er at det er præcis som at tisse i bukserne. Det giver en meget kort tilfredsstillelse og så bliver det pokkers ubehageligt.

Vi bilder os selv ind, at vi ikke har mulighed i travl hverdag for at bruge tid på motion, gå på kursus for at lære nyt, lave ordentlig mad, får ordentlig hvile og at prioritere søvn. Men det er simpelthen ikke rigtigt. Det er et spørgsmål om prioritering.  Vi ved dybest set godt, at det vil give os masser af overskud og energi, men vi prioriterer bare ikke os selv højt nok.

Vi bilder os selv ind, at vi ikke har råd til at ofre penge på kurser, ordentlig mad og god selvforkælelse som f.eks. massage. Fortsæt med at læse→

Trøstespisning, kender du det?

Ofte når vi spiser uden at være sultne, spiser vi på vores følelser, det kaldes trøstespisning. Disse følelser kan spænde lige fra vrede, frustration, ulykkelig, ensomhed, kedsomhed. Der er nok en del, der vil sige at kedsomhed ikke er en følelse men en tilstand. Men uanset om det er en følelse eller en tilstand, så er det ofte i forsøg på at undgå kedsomheden at vi begynder at spise, selvom vi ikke er sultne.

Kedsomhed opstår som følge af manglende engagement. Enten fordi vi bliver forhindret i at engagere os i det vi har lyst til (f.eks. på grund af location, støj, eller anden forstyrrelse ), eller hvis vi bliver tvunget til en aktivitet, vi ikke kan engagere os i (det obligatoriske ulyst betonede besøg, monotone aktiviteter), eller når vi på trods af at vi faktisk har muligheden, ikke kan finde engagementet (vi er f.eks. stressede eller overtrætte).

Hvis du f.eks. har et arbejde som opleves som kedeligt, så vil du være mere tilbøjeligt til at forsøge at kompensere i form af slik og kager på arbejdet og mad og alkohol i fritiden.

Hvis du er på et pligtbesøg hos mennesker der ikke siger dig noget. Måske bryder du dig rent faktisk ikke ret meget om personen, men det er blevet en tradition i familien, at foretage dette besøg en gang om måneden.  Her oplever mange at traktementet bliver det eneste lyspunkt i dette kedelige foretagende.

Måske bryder du dig bare ikke om at gøre rent, slå græs, pudse vinduer. Det keder dig uendeligt og du gør det kun for at undgå påtale. Så kan man jo altid spice aktiviteten lidt op med noget sødt i munden imens.

Måske har du indrettet din hverdag med alt for mange energislugende ”nødvendigheder”, så når du endelig når til din fritid, så har du kun overskud til at smide dig i sofaen og se fjernsyn. Desværre er der sjældent noget virkeligt engagerende i fjernsynet, derfor bliver kedsomheden bare forstærket. Og slik/chipsene bliver et fast supplement.Fortsæt med at læse→

Er varigt  vægttab umuligt? Jeg læste en artikel i dag, som fortalte om et forsøg man havde lavet på Melbourne universitet. Her havde man forsøgt at finde ud af, hvorfor mennesker der har tabt sig ved hjælp af en slankekur, efter en periode tager det hele på igen. Man konkluderede, at det skyldes at kroppen efter et kraftigt vægttab øger produktionen af hormonet Ghrelin, som er et sult fremkaldende hormon. Det kraftige vægttab hos forsøgspersonerne var fremkommet ved hjælp af en særdeles lav kalorie diæt.

Konklusionen på forsøget var blandt andet, at den øgede sult skulle man forholde sig til gennem medicin, hvis man skulle gøre sig forhåbninger om at få en varig succes med et vægttab.

Jeg er sikker på at dette og lignende forsøg laves for at råbe politikerne op, og for at sætte fokus på det vigtige i at forebygge overvægt.

Det er jeg fuldstændig enig i at forebyggelse er vigtig.

Problemet er bare, at for en masse mennesker er det for sent, kun at tale om forebyggelse. De er blevet overvægtige. Disse mennesker efterlades med meget lidt håb om at kunne tabe sig permanent. Og jeg ved at der er håb, fordi jeg har prøvet det på egen krop.Fortsæt med at læse→

At udvise tillid er en essentiel egenskab, som vil hjælpe os til at gå fra at overleve, til at leve fuldt ud.

Mennesker som ikke har tillid, vil ofte føle sig snydt af andre og af livet. De har ikke en naturlig tro på at de nok skal opnå og få det, de har brug for, at verden er et godt sted og de fleste mennesker vil dem det godt.

Det at forsøge at manipulere andre, kan være en måde at sikre sig det, man ikke har tillid til at man får, men som man føler man har ret til.

Men den manglende tillid vender også indad. For den giver sig ofte udslag i at man heller ikke tror på sig selv og sine evner.

Når vi viser andre mennesker tillid udvikler de sig ofte markant. På samme måde vil vi, når vi tror på os selv, heller ikke være bange for at prøve nyt og vokse.

Det man kalder Hawthorne effekten viser, at mennesker ofte udvikler sig i retning af de forventninger, vi har til dem.

Det vil sige, at når vi viser andre mennesker tillid, så vil de ofte gøre alt hvad de kan, for at leve op til den viste tillid.

Men det samme gælder også for os selv. Så det at have tillid til os selv og vores evne til at nå vores mål, vil betyde at vi ændrer os i retning vores mål og vores forventning.Fortsæt med at læse→

Jeg oplever tit og ofte, at temaet fra vores barndom, er også det vi viderefører i den måde vi behandler os selv som voksne. Og det til trods for, at vi ikke syntes om det, da det var andre der gjorde det.

Jeg havde en far der arbejdede meget, og ikke havde så meget tid til mig som jeg kunne ønske. Derfor kendte han mig måske heller ikke så godt.

I mange år brød jeg mig ikke om at være alene med mig selv. Jeg vidste dårligt hvad jeg kunne lide og hvad der gjorde mig glad.

Jeg har mødt kvinder, der fortæller om hvordan deres far afstraffede dem, når de ikke opførte sig i overens-stemmelse med hans ønsker. De samme kvinder skælder konstant ud på sig selv og kalder sig selv grimme ting, efter at de er blevet voksne.

Mennesker fortæller mig, hvordan de aldrig fik nogen opbakning eller blev vist tillid fra deres forældre. Og nu som voksne svigter de igen og igen de aftaler, de laver med sig selv. De har absolut ingen tiltro til, at de kan nå noget som helst på egen hånd.Fortsæt med at læse→

Den anden dag var jeg ved at rydde op på mit badeværelse. Jeg har en masse små kurve med alle mulige hårprodukter, cremer, øjengeleer, deodoranter, og andre remedier der lover at jeg aldrig får udseendemæssige problemer mere.

Jeg kom til at tænke på, om jeg er den eneste der har et sådan lager? Jeg har forhørt mig lidt omkring og det viser sig at det er jeg ikke.

Hvad er det fabrikanterne af disse produkter kan, som får os til at købe og købe igen og igen?

Når jeg har købt produktet, så sker der et af to. Enten så dropper jeg produktet efter få forsøg, fordi det aldeles ikke holder det som det lover. Eller også køber jeg et nyt produkt, som lover at gøre endnu mere for mig end det forrige, før det gamle er brugt op.

Resultatet er en sand overflod af produkter, som ikke er blevet rørt i flere måneder, men som repræsenterer en stor sum penge.

Branchen der laver plejeprodukter, kan noget i særdeleshed noget med at spille på vores forsøg på at være, noget vi ikke er.Fortsæt med at læse→

En tidligere chef skrev engang til mig i forbindelse med, at jeg på grund af en trafikulykke, valgte at påbegynde en ny uddannelse: Når forandringens vinde blæser, vælger nogle at bygge læhegn og andre bygger vindmøller.

Jeg synes det er en fantastisk talemåde, som siger noget om, at det er vores valg, hvordan vi vil forholde os, når noget forandrer sig i vores verden.

Vi kan kaste håndklædet i ringen, sige jeg vil ikke være med, og sætte os tilbage og begræde at verden er et utrygt og usikkert sted der hele tiden forandrer sig. Og hermed ende med, at skræmme en masse mennesker væk, med vores offerrolle.

Vi kan endda forsøge at bekæmpe forandringerne og modarbejde dem med alle kræfter.  At bruge en masse energi på at bekæmpe noget, som ikke kan udgås eller stoppes, er som Don Quijotes kamp mod vindmøllerne. Som Don Quijote forsøger vi at tilpasse verden, til den virkelighed vi ønsker, og ender op som en lidt bedrøvelig skikkelse.Fortsæt med at læse→