Hvilket sprog bruger du, når du taler til dig selv?

Få hjælp til vægttab

Dit sprog:

Hvilket sprog bruger du, når du taler til dig selv? (Husk lydfilen er i bunden af indlægget.)

Tænker du nogensinde over hvordan det er du taler til dig selv. Hvad er det der præger den indre dialog du har med dig selv.

Når man taler om kommunikation mennesker imellem, så bruger man sommetider begreber som girafsprog og ulvesprog. Men jeg tænker, at det ikke kun er kommunikationen mellem mennesker, hvor det kan være en fordel at være opmærksom på sit valg af sprog. Det er også i forhold til kommunikationen med os selv. Kender du forskellen? Og er du opmærksom på, hvilket sprog du bruger overfor dig selv?

Jeg hører rigtig meget ulvesprog, i de samtaler jeg har med mine kursister, vel og mærke når de referer til den indre dialog der kører, og de tanker de har om sig selv. De iagttager ikke, de vurderer, fordømmer og anklager. Og det sker også for mig fra tid til anden.

 

Ulvesproget:

Ulvesproget bygger på antagelser om, at der er noget forkert ved den, man taler om eller med.  Det er præget af fordømmelse og etiketter. ”Jeg ejer ikke viljestyrke, jeg har rygrad som en regnorm”. ”Jeg er et kæmpe fjols, der spiser for meget eller forkert”. ”Alle andre har mere styr på sig selv”.

Ulvesprog er aggressivt og kritisk. Det fjerner fokus fra følelser og behov. Det bringer ingen løsninger, kun vrede, skyld, skam, tristhed og selv lede. Lige præcis de følelser, som vi forsøger at flygte fra gennem at fylde os selv med mad. Fokus ligger på vurderinger og sammenligninger. Det handler om at få sig selv til at se det forkastelige i egne handlinger, og sammenligne dem med alle de andre, som godt kan finde ud af det. Og det skaber en masse modstand.

Det er en ond cirkel, hvor vi taler grimt til os selv, fordi vi konstant skuffes over vores egne ringe evner til, at gøre det vi tænker er det rigtige.

Vi skælder ud på os selv, kalder os selv for øgenavne, fordømmer vores handlinger. Derved kommer vi i en tilstand af skuffelse, tristhed, magtesløshed, som så dulmes med mad.

Hvilket igen giver anledning til kritik og fordømmelse. Hvis ikke umiddelbart, så i hvert fald næste gang vi står foran et spejl, prøver tøj, eller må sige nej til noget, fordi vi ikke ønsker at vise vores krop frem.

Nogle vil måske tænke, at når jeg skælder mig selv ud, så er det da en måde hvorpå jeg tager ansvar for mine handlinger. Nej at tage ansvar handler ikke om at skælde ud og kritisere. At tage ansvar handler om at vælge den løsning som bringer dig tættere på det resultat du ønsker.

Girafsprog:

Og det er her girafsproget kommer ind. Det hedder sådan fordi giraffen er det dyr med det største hjerte, og så har den et godt overblik.

Girafsproget er et sprog som kommer fra hjertet. Det er et processprog, som skaber kontakt med vores egne og andres følelser, og stimulerer lysten til at komme den vi taler med i møde.

Girafsproget observerer uden at fordømme. Det taler ud fra og er opmærksom på behov. En person som taler girafsprog er imødekommende overfor egne og andres behov.

Det er en måde at kommunikere på, der tager udgangspunkt i at beskrive uden at fortolke.

”Når det kommer til aftaler omkring mad, så spiser jeg sommetider så hurtigt, at jeg ikke når at mærke, når jeg er mæt, det fylder mig med tristhed”.  Her beskrives et mønster som kan ændres. ”Jeg spiste uden opmærksomhed, og jeg spiste mere end jeg havde brug for. Når jeg gør det, så føler jeg mig oppustet, utilpas og ked af det.

Når jeg er åben og opmærksom på mig selv, så har jeg de samme muligheder som andre”.

Her har man en dialog med sig selv, der skaber mulighed for at finde frem til løsninger. Her ser du dig selv som et værdifuldt menneske, hvis følelser og behov også tæller og der bliver taget ejerskab. Du forsøger ikke at løbe fra fakta, men forholder dig til det der rent faktisk skete, med åbenhed og imødekommenhed. Når du gør det, signalerer du omsorg og så skabes der mulighed for forandring.

Lydfilen:Giraf- og ulvesprog

 

 

 

 

Udgivet i Favoritindlæg, livsstilsændringer, Motivation, Vægttab.

2 kommenterer

  1. Jeg forstår ikke hvorfor ulvesproget er udtryk for den negative kommunikation? Det har jo ikke meget med ulvenes sprog at gøre, men måske mere med de fordomme mange har om ulve og deres adfærd /”sprog”
    Mvh
    Lisbeth

    • Kære Lisbeth
      Du selvfølgelig ret i, at betegnelsen Ulvesprog mere bygger på en kliche end virkeligheden. Som jeg husker det, så har ulven slet ikke fortjent sit ry som glubs og menneskeædende.
      mvh
      Ingrid

Der er lukket for yderligere kommentarer.