I DAG FIK JEG VÅDE FØDDER PÅ MIN GÅTUR!
Da jeg var ude for at på min morgentur, gik jeg en anden vej en den jeg plejede.
Det var i sig selv dejligt forfriskende. På vejen hjem fulgte jeg så en sti jeg aldrig havde været på.
Midtvejs på stien blev der meget vådt. Jorden var mudret og græsset var højt og fuld af dug.
Jeg stoppede op, mens jeg besluttede mig for, om jeg skulle vende om og tage den kendte, kedelige, tørre asfalterede vej, eller jeg skulle forsætte og blive våd.
Som I nok kan gætte ud fra overskriften, valgte jeg at forsætte, og fik våde fødder. Omkostningerne ved at vælge den vej, var våde sko og våde sokker, men en oplevelse rigere.
Både sko og strømper blev tørre igen. Men selv om skoene måske ikke havde stået til at redde, så er det alligevel en lille pris at betale, for at opfatte sig selv som et fleksibelt menneske med valg-muligheder.
Ofte når vi tænker: Jeg har ingen valgmuligheder! Så kan det skyldes at vi vælger at se bort fra de muligheder, som kommer sammen med en lille pris.
Kan man overhovedet sætte en pris på det, at udfordre sig selv og turde vokse?
Jeg er fuldt ud klar over at våde fødder, ikke er det værste der kan ske, og sommetider er prisen lidt højere. Men den er dog sjældent så høj, som vi forestiller os og frygter.
Vi risikere at male os selv op i et hjørne, hvor vi er totalt handlingslammede og føler stor selvmedlidenhed. Og det bare fordi vi ikke vil betale den lille pris, som kommer sammen med de mange valgmuligheder vi som regel altid har, bare vi tænker ud af boksen.