Motivation i tilbud og muligheder.

motivationLad din vej til dit ønskede mål bestå af tilbud og muligheder, i stedet for at fokusere på afsavn og forbud.  Når du bygger din tilværelse og plan for dine livsstilsændringer op omkring de tilbud der styrker og gavner din krop, og de muligheder det bringer med sig, så vil du automatisk have motivationen til rådighed hver dag.

Hvis du i stedet fokuserer på, alt det du ikke kan gøre mere, alt det du må undvære, alt det der er nu forbudt, så sætter du dig selv i en tilstand af konstant mangel, som vil få dig til at ønske dig tilbage til gamle dage. Det er ikke noget som er forbudt, der er bare noget som sker sjældnere.

Gør det til en vane hver dag at fokusere på noget som din nye livsstil giver dig mulighed for. Måske kan du gå op ad trapper uden at blive forpustet, måske kan du passe noget tøj du forlængst havde opgivet, måske opdager du at din selvtillid er blevet meget større, måske er du bare så fuld af energi.

Når du opfatter dit liv som positivt og fuld af muligheder, opnår du automatisk følelsen af at det er kvalitet der præger dit liv. Og følelsen livskvalitet er drivkraften i nye ændringer og i at vedligeholde ændringerne. Når du retter din opmærksomhed mod alt det du opnår, vil du automatisk have startet en god cirkel, som kan vare resten af dit liv.

 

Udgivet i livsstilsændringer, Motivation.

2 kommenterer

  1. Kære Ingrid

    Tillykke med din flotte hjemmeside. Jeg har et spørgsmål vedrørende motivation: Jeg er gravid og ved, at svømning er rigtig godt for både mig og barnet. Alligevel kommer jeg kun af sted hver anden eller tredje uge. Jeg har det altid rigtig godt, efter jeg har svømmet, men det kniber med tage mig sammen til at komme afsted – det er så besvæææærligt at skulle pakke tasken, cykle heeeele vejen ned til svømmehallen, ind under bruseren, komme til at fryse og alt det der.

    Har du et godt råd til, hvordan jeg kan vende min modstand til motivation?

    De kærligste hilsner fra Mette

    • Kære Mette
      Tak skal du have, og tillykke med din tilstand.
      For det første tænker jeg: Den bedste kilde til motivation i forbindelse med motion, er at man synes det er sjovt det man foretager sig. Svømning er ikke den eneste form for motion der er god for gravide. Hvis du bedre kan lide at cykle, danse eller gå ture er det bestemt også en mulighed. Det er altid godt med variation. Det er rigtigt fint hvis du har flere brugbare alternativer. På den måde kan du, hvis du den dag ikke har lyst til den ene form for motion, bare vælge den anden form. Således det kun er hvilken form for motion, der er oppe til debat, ikke om du skal motionere.
      Uanset hvilken motionsform du vælger, så lav en ubrydelig (kun sygdom er en tilladt undskyldning) aftale med dig selv. Læg dine aftaler ind i kalenderen. Allerede dagen før aftalen, begynder du at forberede dig mentalt og praktisk. Aftenen inden, når du går i seng, så genkalder du dig den herlige fornemmelse du har i kroppen, når du har motioneret. Du afspiller en støttende indre dialog i dit hoved, hvor du fortæller dig selv hvorfor det her er meget vigtigt for dig og babyen.
      Dernæst kan det være en god ide at fokusere meget på, at kroppen har virkelig brug for at være i god form op til den forestående kraftpræstation, som en fødsel er.
      Der er desuden lavet undersøgelser der tyder på, at babyens risiko for at udvikle livsstilssygdomme som voksen, dannes allerede i fosterstadiet. Ofte kan de hensyn vi ikke kan tage til vores eget helbred, have langt større vægt, når det er vores børn vi tænker på.
      Jeg håber noget af ovenstående kan være med til at gøre en forskel i forhold til din motivation, og ønsker dig al mulig held og lykke. Lad mig vide hvordan det går.
      Knus
      Ingrid

Der er lukket for yderligere kommentarer.