Ønsker du hurtigt vægttab? Så se her. (lydfilen ligger nederst i indlægget)
Når vi Googler ”hurtigt vægttab”, så kommer der ca. 313.000 hits frem. En stor del af disse hits er annoncer, som lover dig, at du kan nå dit mål om at være slank på ingen tid. De udnytter den drøm mange af os har, om at nå vores mål hurtigt, uden at skulle arbejde for det.
Hånden på hjertet:
Hånden på hjertet, ligger den drøm også et eller andet sted dybt ned i dig og ulmer? Du ved med din fornuft at det ikke er muligt, og alligevel så findes der et lille håb? Er det så forfærdeligt, at håbe på det hurtige vægttab? Ja, følg med her find ud af hvorfor.
Det hurtige vægttab ødelægger din drøm:
For det første lad mig slå fast, ønsket om et hurtigt vægttab, er den ide som sikkert og roligt fjerner dig mere og mere fra din drøm om det slanke, sunde liv. Jo mere du satser på den hurtige løsning, jo mere kan jeg garantere dig, at det eneste der taber sig er din pung.
Hvorfor virker det ikke?
Som du måske ved, så betyder det hurtige vægttab, at taber du mere muskler end fedt. Af frygt for at mangle energi skifter kroppen fra, at forbrænde fedt til at forbrænde muskelvæv og herved falder dit stofskifte. Det betyder, at når du begynder at spise normalt, så vil en større del af maden lagres som fedt, og du vil tage det hele og mere til på igen.
Det er også trangen til kvik fixes der gør, at vi som oftest bliver overvægtige. Vi søger hurtig energi. Hurtig væk fra en ubehagelig følelse. Hurtigt væk fra kedsomheden. Hurtigt velbehag.
Overvægten kan have et formål for dig. Det skal findes og opløses, ellers vil du ubevidst søge tilbage. Måske giver den dig beskyttelse med en hård verden eller noget andet som du ønsker at skabe afstand til. Måske skærmer den dig mod alt for meget opmærksomhed.
Vi glemmer processen:
Når vi søger det kvikke fix, så går vi alene efter målet og værdsætter overhovedet ikke processen. Det betyder, at når vi når målet (hvis det lykkes), så står vi uvægerligt tilbage med en følelse af tomhed. Vi nåede målet og hvad så? Denne tomhed kan vel være en af de følelser, som vi tidligere har overspist på. Så med vores trang til kvik fixes, griber vi til den velkendte og hurtige løsning. Tomheden spises væk og snart er vi tilbage til udgangspunktet.
Det sker fordi vi ikke har nydt processen og lært os selv og vores vaner at kende undervejs.
Opmærksomhed, accept og lyst til forandring:
Der er kun en vej til varigt vægttab og den går gennem opmærksomhed, accept og lyst til forandring. En forandringsparathed, som bl.a. skal bruges når du lærer at være tilstede når du spiser. Det man kalder Mindful spisning.
De vaner der gjorde dig tyk skal ændres. Første skridt er at få øje på dem. Du er nødt til at erkende hvad du gør, før du kan lære at gøre noget andet.
Du må undersøge dine vaner og dit forhold til mad. Hvad er dit mønster? Småspiser du hele dagen? Spiser du kæmpe portioner? Bruger du maden til at dæmpe ubehagelige følelser? Spiser du for at klare en stresset tilværelse? Måske er det en blanding af det hele.
Vær ærlig:
Brug tid på at observere dine spisevaner. Husk at være ærlig. De fleste af os spiser meget mere og oftere end vi tror.
Find det der igangsætter din spisning. Før logbog i en uge over alt hvad du spiser og drikker, uden forbehold. Det vil give dig en masse oplysninger som du kan begynde at agere på. Som jeg har sagt før, det er en fantastisk effektiv måde at komme i gang på.
Hør lydfilen her: Ønsker du hurtigt vægttab?