Man bygger et tremmebur. Tremmerne skal sidde lige præcis så tæt at man med flad hånd kan få hånden ind imellem. Inde i buret lægger man noget frugt.
Og så venter man på at aben kommer forbi.
Aben kommer forbi og får øje på frugten og stikker hånden ind mellem tremmerne for at få fat i godterne. Men når den holder hånden knyttet fast omkring frugten, kan den ikke få hånden ud igen.
Den står nu i det dilemma, skal den holde fast i frugten, og derved sidde fast, eller skulle den vælge friheden og så gå glip af den lækre mad?
Hver gang jeg føler modstand mod forandringer, tænker jeg på historien om aben og frugten.
Hver gang jeg hører nogen der siger: Jeg kan ikke leve uden (Cola, slik, burgere, pomfritter, sukker i kaffen og meget mere), så tænker jeg på aben og frugten.
Det gælder nemlig også for os, at vi skal vælge, om vi vil slippe frugten (det vi tænker vi ikke kan leve uden) og slippe fri eller holde krampagtigt fast og blive hvor vi er.
Hvis vi vælger at slippe, så er belønningen at vi opnår vores mål og den frihed der ligger deri.