Er det det du spiser, som afgør kvaliteten af din dag? (lydfilen ligger nederst i indlægget).
Er det maden der bestemmer kvaliteten af din dag? En dårlig dag er en dag hvor du har været slem og spist noget du ikke måtte. Og en god dag er en dag hvor du helt har holdt dig til din kostplan.
Frygter du at slippe din diæt og din kostplan, som et barn der skal have støttehjulene af sin cykel?
Du frygter det samtidig med, at du drømmer om et normalt liv, hvor du ikke føler dig sat under administration? Et normalt liv hvor maden indtager en normal plads i dit liv. I modsætning til nu, hvor maden på en eller anden måde er infiltreret i alt hvad du gør og tænker?
Oplever du, at forestående fester med alle deres ekstra kalorier skræmmer dig så meget, at du slet ikke kan forestille dig at nyde dem? Sommetider overvejer du ligefrem at melde afbud, af frygt for at komme til at spise det forkert eller spise for meget?
Hvis du ind imellem har det sådan, så ved du også godt dybest, at maden og vel og mærke den ”rigtige” mad har fået en alt dominerende rolle i dit liv.
Maden er et symptom på dit liv.
Hvis du bedømmer din dag ud fra din kost, så overser du helt det faktum, at maden ofte bare er et symptom. Et symptom på hvad du har oplevet i løbet af dagen, hvilke tanker du har gjort dig og hvordan du har behandlet dig selv.
Har du endnu engang tilladt dig selv at blive fuldstændigt drænet for energi?
Har du glemt de små vigtige pauser og bare drønet igennem dagen som om det var et løb der skulle vindes?
Har du stået på hovedet og været der for en masse andre mennesker, bare ikke for dig selv?
Har du brugt tiden på mennesker, som suger energien ud af dig og ikke tilfører dig noget som helst.
Mennesker som hele tiden bekræfter dig i, at verden er ondt sted og mennesker ofte er onde?
Har du tilladt dig selv, at blive fanget i negative tanker og gamle overbevisninger om hvor meget mere du burde gøre for andre, hvor meget dygtigere, flittigere og mere perfekt du burde være, for at fortjene, at blive elsket?
Hvis det er noget af det der har fyldt i din dag, så er det da ikke underligt, at du føler trang til noget som kan trøste dig og give dig energi.Fortsæt med at læse